En biljagt efter et pengeskabstyveri mod Nordea på Storgade i Sorø udviklede sig mandag morgen voldsomt, da politiet trak pistoler og skød mod en varevogn.
Kort forinden var varevognen stukket af fra gerningsstedet, og under biljagten kørte den ifølge politiet bevidst ind i to politibiler omkring Karslunde.
- Patruljevognene blev påkørt, og betjente skød herefter mod bildækkene i området omkring Pælestykkerne ved Karslunde. Alligevel lykkedes det varevognen at slippe væk i første omgang, siger pressetalsmand Carsten Andersen ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Under den videre biljagt kørte tyvene i varevognen på et tidspunkt mod køreretningen på motorvejen, men ved Ishøj stoppede chaufføren og stak af. En anden mand blev anholdt i bilen, og politiet har også anholdt tre personer i en personbil, der tilsyneladende stod i ledtog med tyvene.
Pengeskabet, som er en maskine til at tælle mønter med, faldt under biljagten ud på motorvejen og skabte kortvarigt problemer, da flere bilister efterfølgende var ved at påkøre den.
Politiet har fortsat ikke afklaret, hvor mange skud betjentene affyrede i den tilspidsede situation.
- Det er også uvist, hvor de har ramt, men vi er ved at undersøge det, siger Carsten Andersen.
De fire anholdte bliver nu ført til politistationen i Næstved, hvor det skal afgøres, om de skal kræves varetægtsfængslet i et grundlovsforhør.
Den undvegne fra varevognen er stadig på fri fod.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde