Den byge af skud, der torsdag aften regnede ned over en gruppe somaliere i Husum i København, kan være et nyt eksempel på de spændinger, der for øjeblikket er mellem københavnske indvandrergrupper.
En blev dræbt og to blev såret, men er uden for livsfare.
- Gennem den seneste tid har der været forskellige skudepisoder, der alle har været mellem forskellige indvandrergrupper i Storkøbenhavn. Det kan dette her også være, men alle døre står åbne, siger politikommissær Knud Hvass, Københavns Politi.
Skudepisoden i Husum, der ligger nær bydelen Tingbjerg, er den tredje i Storkøbenhavn på kort tid. I løbet af ugen er der også blevet skudt i Ishøj og på Nørrebro.
Politiet arbejdede hele natten til fredag for at sikre spor på Gadelandet i Husum, hvor skudepisoden fandt sted klokken 22.30 torsdag aften og i Gentofte, hvor en brændende bil blev fundet kort tid efter skuddene.
Det tidsmæssige sammenfald og vidneforklaringer tyder på, at den udbrændte bil kan være den mørke Audi, som gerningsmændene kørte rundt i.
- Det er overvejende sandsynligt, at det er den rigtige bil, siger Knud Hvass.
Vidner har fortalt, at den mørke bil kørte rundt i området. Idet den kører op på siden af en gruppe somaliere, stiger en person ud fra bagsædet, og der bliver affyret en byge af skud mod gruppen, der bestod af fire unge mænd på 18-20 år.
Den dræbte er en 19-årig mand, der lige som de øvrige var kendt af politiet i forvejen.
Hvem det var, der skød, ligger endnu ikke fast.
- Nu bruger vi dagen på at få overblik over det, vi har lavet i nat, og så har vi en del mennesker, som vi skal have afhørt, siger Knud Hvass.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker