Politiet søger bilist og vidner til sammenstød

Arkivfoto: Claus Hansen

En 57-årig mand blev torsdag formiddag ramt af en bil på Østlolland. Bilisten forsvandt fra stedet, og nu vil politiet gerne tale med både ham og eventuelle vidner.

Offentliggjort Sidst opdateret

To biler var torsdag formiddag impliceret i det en episode på Grønnegadevej ved Kettinge. En 57-årig mand har ifølge politiets døgnrapport anmeldt, at han kom kørende i sin bil, da han omkring klokken 10.50 holdt ind til siden for sammen med en anden bilist for at udrede det, der af politiet betegnes som "en trafiksituation".

Men da den 57-årige steg ud af sin bil, accelererede den anden bilist og ramte den 57-årige som fik et snitsår på det ene håndled.

Manden i den anden bil standsede ikke op, men kørte videre, og nu vil politiet gerne tale med den pågældende for at høre hans version af episoden. Bilisten beskrives ifølge politiet som en mand, muligvis over 60 år, med briller og sixpence (en slags kasket, red.).

Bilen, han kørte i, beskrives som en lille sølvgrå personbil - muligvis en Nissan.

Politiet vil også gerne høre fra vidner, der måtte have oplysninger i sagen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.