Politiet søger vidner til formodet overfald

Den 34 årige mand fra Vordingborg, der søndag morgen blev fundet kold og forkommen i en baggård i Vordingborg, er nu i kunstigt koma, skriver P4Sjælland.

Manden blev i første omgang indlagt på sygehuset i Nykøbing Falster, men blev siden overført til Rigshospitalets traumecenter i København, hvor han fortsat er i behandling.

Vagtchefen fortæller til P4Sjælland, at politiet er på bar bund i sagen, men at de formoder, at overfaldet er sket mellem klokken 5 og 8.30 søndag morgen.

Den forslåede og forkomne mand var kun iført joggingbukser og havde bar overkrop, da han blev fundet. Noget af hans tøj er siden fundet i nærheden. Han var blodig efter vold mod ansigtet og overkroppen. Desuden var der tegn på tumult eller slagsmål i den baggård på Købmagergade 6 i den sydlige del af Vordingborg, hvor manden lå.

Politiet vil fortsat meget gerne i kontakt med folk, der har oplysninger i sagen.

Foto: DRESLING JENS

Politiet efterlyser vidner i sagen om den forkomne mand, der søndag blev fundet i baggård i Vordingborg.

Offentliggjort Sidst opdateret