Politiet søger vidner til gerningsmand på elcykel
Arkivfoto: Michael Bager
Michael Bager
Gerningsmanden skød en 24-årig mand, som afgik ved døden i vandpibe-forretningen. Nu søger politiet vidner.
I en drabssag på Frederikssundsvej søger Københavns Politi nu vidner, der kan have set en drabsmand flygte på elcykel og dernæst til fods mandag aften den 12. september. Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Gerningsmanden flygtede fra en vandpibe-forretning efter at have skudt en 24-årig mand, som afgik ved døden.
Ud fra både vidneforklaringer og videoovervågning har politiet fastlagt store dele af mandens rute væk fra vandpibe-forretningen.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 20.47, hvorefter manden flygtede væk fra gerningsstedet. Man ved, at han flygtede på en elcykel.
- Det ved vi ud fra overvågning og vidneafhøringer. Han havde desuden meget kraftigt lys på cyklen, fortæller Bo Jacobsen, der er politikommissær hos Københavns Politi.
Gerningsmanden cyklede væk fra gerningsstedet ad Borups Allé og til venstre ad Vibevej mod syd. Flere vidneforklaringer peger på, at han derefter endte til fods ved Hulgårdsvej.
Der er endnu ingen konklusion om motivet, men det ser ikke ud til at have tråde til rocker- eller bandemiljøet.
- Vi har forskellige hypoteser, men vi efterforsker meget bredt, fortæller Bo Jacobsen.
Gerningsmanden beskrives som en ung mand af spinkel bygning og iført sort tøj med en hætte trukket op over hovedet.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde