Politiet søger vidner til kirketyveri

Lokalpolitiet i Nykøbing beder nu eventuelle vidner om hjælp i et frækt tyveri fra Klosterkirken i Nykøbing fredag eftermiddag.

Omkring klokken 17.20 valgte en ung mand nemlig at gå ind i kirken og stjæle en messingkugle fra rækværket til alteret. Tyveriet blev overværet af kirkens organist, som også var til stede, men han kunne ikke nå at stoppe tyven, der beskrives som en yngre mand af dansk udseende.

Har nogen set noget, bedes de kontakte politiet. Og som Arne Holdensen fra lokalpolitiet tørt konstaterer:
- Vorherre ser det hele.

Foto: Arkiv

Offentliggjort Sidst opdateret