Politiet standser efterforskning af piges død
Efter to års yderligere efterforskning i sagen fra Galten, hvor den 14-årige Pernille Oldenborg Lind blev fundet død i sit hjem i 2006, har Østjyllands Politi besluttet at standse efterforskningen igen.
- De seneste to års efterforskning har ikke kunnet påvise en rimelig formodning om, at der har været begået noget strafbart, siger fungerende politiinspektør og leder af Central Efterforskning Michael Weiss.
Politiet vurderede i første omgang, at der var tale om selvmord. Men i februar 2011 genoptog politiet sagen.
- Da vi ikke på nuværende tidspunkt kan se flere efterforskningsmuligheder, har vi efter en god og konstruktiv dialog med familien og dens advokat, Pia Egsgaard, besluttet at standse efterforskningen, fortæller Michael Weiss.
Det var en henvendelse fra advokat Pia Egsgaard på vegne af Pernilles mor, der fik politiet til at se på sagen igen. Blandt andet var der en række sms-beskeder til Pernilles telefon fra mænd op til hendes død, som var nye oplysninger for politiet.
Den yderligere efterforskning har været med til at give familien mere ro.
- Dog har det på grund af den tid, der er gået, ikke været muligt at få undersøgt det anvendte lagen og telefonbeskeder, men der er nu skabt en ro, der gør det lettere at komme videre på trods af tabet af Pernille, siger Pernilles mor, Annelise Lind.
Politiet har i de seneste to års efterforskning afhørt en række personer igen.
- Vi har også undersøgt en lang række tekniske spor fra blandt andet telefoner og computere. Men det har ikke givet os en rimelig formodning om, at der er blevet begået noget strafbart, siger Michael Weiss.
- Det har været vigtigt for os, at familien nu ved, at sagen er blevet grundigt efterforsket, fortæller den fungerende politiinspektør.
Formålet med de seneste to års efterforskning har også været at imødekomme de spekulationer, der har været om sagen, og at få fjernet den mistillid, der er blevet rejst overfor politiet.
- Efterforskningen standses nu, men kommer der nye oplysninger vil disse selvfølgelig blive undersøgt til bunds, siger Michael Weiss.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet