Politiet tæt på afklaring om sprængstof

Politiets teknikere havde sent torsdag eftermiddag en idé om, hvilket sprængstof, der tidligt torsdag morgen blev brugt mod en bil foran Pension Skejby, og hvordan det blev bragt til sprængning.

- Men jeg vil af efterforskningsmæssige årsager ikke komme med detaljer på nuværende tidspunkt, siger politiinspektør Ole Madsen, der heller ikke vil gætte på et muligt motiv til sprængningen.

- Vi holder alle muligheder åbne, siger han.

Målet for bombeattentatet var den 42-årige tidligere Hells Angels-rocker Bo Østrup Steffensen. Bomben sprang tidligt torsdag morgen ved den 42-åriges røde Audi, netop som han satte bilen i bakgear.

Efter eksplosionen opstod der brand ved bilen, men den slukkede den 42-årige selv med en pulverslukker, oplyser politiinspektøren.

Området omkring den frit tilgængelige parkeringsplads på P.O. Pedersens Vej ved Pension Skejby var torsdag spærret af, og den kollegielignende bygnings omgivelser blev gennemgået af forsvarets bomberydder og afsøgt af bombehunde.

Sidst på eftermiddagen blev Skejbyvej åbnet igen, mens P.O. Pedersensvej fortsat var afspærret. Den røde Audi vil først i løbet af aftenen blive fjernet fra området.

Den 42-årige Bo Steffensen er rystet men fysisk uskadt efter eksplosionen.

Han blev i 2005 idømt 13 års fængsel i en stor narkosag ved Vestre Landsret i Randers. Bo Steffensen var blandt de otte tiltalte rockere fra Hells Angels.

Under afsoningen er den 42-årige gledet ud af Hells Angels' rækker, oplyser politiinspektør Ole Madsen.

/ritzau/

Foto: SKAFTE RUMLE/POLFOTO

Politiet er ved at danne sig et overblik over eksplosionen i Århus torsdag morgen, men tilbageholder detaljer. Skejbyvej er nu igen åben for trafik.

Offentliggjort Sidst opdateret