Politiet tilfreds med afvikling af Brøndby-FCK-kamp
Syv blev anholdt ved Brøndby Stadion - ikke på grund af uro, men fordi de ville overtræde deres karantæne.
Københavns Vestegns Politi er tilfreds med, at mandagens New Firm-opgør på Brøndby Stadion mellem Brøndby og FCK blev afviklet, uden at fodboldfans fra de to lejre røg i totterne på hinanden.
- Det er gået rigtigt godt. Vi har i store træk undgået uro, siger politiinspektør Michael Kristiansen, Københavns Vestegns Politi.
Kampen mellem de traditionelle rivaler endte 0-0 efter en skuffende affære.
Politiet anholdt syv fodboldfans, men ingen af dem blev anholdt i forbindelse med uroligheder ved stadion.
Der var i alle tilfælde tale om folk, som ville ind og se mandagens kamp til trods for, at de havde karantæne efter uro ved tidligere kampe.
- Det er ikke noget, som har med afviklingen på stadion at gøre, siger Michael Kristiansen.
Politiet havde lavet et grundigt forarbejde for at forhindre uro. Ikke mindst var der lavet aftale med de to klubbers fangrupper om, hvordan de kunne holdes adskilt.
Det var både, da holdenes tilhængere ankom til stadion i Brøndby og blev lukket ind hver for sig, og efter kampen, da Brøndby-tilhængerne blev lukket ud af stadion, inden politiet fulgte FCK-tilhængerne til S-toget i Brøndby, hvorfra de blev kørt i særtog.
- Jeg er meget tilfreds med, at de aftaler, som vi havde lavet med fangrupperne, blev overholdt, siger Michael Kristiansen.
På spørgsmålet om politiet vil bruge samme fremgangsmåde ved fremtidige kampe, siger han:
- Nu skal vi gøre erfaringerne op, men der er bestemt noget, vi kan bygge videre på.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde