Politiet undersøger anmeldelser om knivstikkeri i København

Københavns Politi har nytårsnat modtaget anmeldelser om flere knivstikkerier, som undersøges i indre by. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Politiet har afspærret Kultorvet i indre by i forbindelse med anmeldelser om knivstikkeri, bekræfter vagtchef.

Offentliggjort Sidst opdateret

Københavns Politi har natten til tirsdag modtaget anmeldelser om knivstikkeri på to forskellige adresser i det indre København.

Det skriver Københavns Politi på Twitter klokken fem nytårsmorgen.

- Anmeldelserne undersøges, og der er for nuværende ikke yderligere oplysninger, lyder meldingen fra politiet.

Det er ikke oplyst, hvad tid politiet har modtaget anmeldelserne.

Kultorvet i indre by er blevet afspærret i forbindelse med anmeldelserne.

Det bekræfter vagtchef ved Københavns Politi Lars Vestervig over for Ritzau klokken 05.30 tirsdag morgen.

Udover adressen på Kultorvet skal politiet også have modtaget en anmeldelse om knivstikkeri på Gothersgade, skriver B.T.

Den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Jensen bekræfter over for B.T., at der er tale om to separate anmeldelser om knivstikkeri i indre by.

- Jeg ved endnu ikke, hvor mange der er blevet stukket, eller hvor alvorligt det er, siger han.

Københavns Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen, som er ved at blive undersøgt.