Politiet undersøger mistænkeligt dødsfald i Horsens
Politiets teknikere undersøger lejlighed, hvor en mand er fundet død. En obduktion skal klarlægge dødsårsagen.
Sydøstjyllands Politi er i færd med at undersøge et dødsfald i en lejlighed på Beringsvænget i Horsens.
Omstændighederne er sådan, at sagen efterforskes som et mistænkeligt dødsfald, oplyser vagtchef Jesper Duus, Sydøstjyllands Politi.
Det er en midaldrende dansk mand, der er fundet død, og politiets teknikere og retsmedicinere undersøger lejligheden, blandt andet for at fastslå om han har været udsat for en forbrydelse.
- Vi er i gang med at finde ud af, hvad manden er død af, og hvordan det er sket, siger Jesper Duus.
Ifølge vagtchefen er det for tidligt at sige, om manden har været udsat for en forbrydelse. Der kan også være tale om en ulykke, eller om at han er død af naturlige årsager.
Torsdag aften havde politiet forseglet lejligheden og kørt den døde mand på retsmedicinsk institut, hvor han fredag skal obduceres for at fastslå dødsårsagen.
Desuden efterforsker politiet nogle andre spor i sagen, oplyser vagtchefen.
Politiet fik anmeldelsen om, at manden lå død i sin lejlighed, kort efter klokken 14 torsdag eftermiddag.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde