Politiet: Uro på Nørrebro er ikke overstået
Her ses civilklædte betjente trække deres tjenestevåben. Foto: Brian Berg/Ritzau Scanpix
Brian Berg/Ritzau Scanpix
I alt tre personer er anholdt efter uroligheder på Nørrebro. Flere ventes i de kommende dage, siger politiet.
Hele dagen igennem har Nørrebro på København været præget af voldsomme uroligheder, og det ventes at fortsætte søndag aften og nat.
Det fortæller chefpolitiinspektør Jørgen Skov fra Københavns Politi.
- Situationen er lige nu, at det ikke er overstået, siger han.
Urolighederne brød ud, efter at den kontroversielle partistifter Rasmus Paludan afholdt demonstration på Blågårds Plads.
Paludan er stifter af det yderst islamkritiske parti Stram Kurs. Han skulle have afholdt sin demonstration i Mjølnerparken, men den blev i sidste øjeblik af uvisse årsager flyttet til Blågårds Plads.
Jørgen Skov fortæller, at urolighederne brød ud omkring klokken 14.20, da en person angreb Rasmus Paludan. Paludan blev herefter ført væk, men genoptog demonstrationen, inden han kort efter igen blev eskorteret væk.
- De første uroligheder var meget bredt funderet, og det var både unge og gamle. Det, der sker lige nu, er, at det drejer sig om områdets utilpassede unge og folk med bandetilknytning.
- Vi har ret mange ressourcer til steder i øjeblikket, og det vil vi fortsætte med at have i aften og natten igennem. Vi vil bringe det til ophør, siger han.
Ved urolighederne brugte politiet tåregas, der var ild i containere på gaden, og der blev kastet med brosten mod ordensmagten.
Undervejs trak en gruppe betjente deres tjenestevåben, bekræfter politiet.
- Vi har nogle civile betjente i området, der skal udpege nogle gerningsmænd til alvorlig kriminalitet. De føler sig trængte og trækker derfor deres våben og kommer væk, siger Jørgen Skov.
Han understreger, at der ikke blev afgivet skud.
I alt tre personer er blevet anholdt, men politiet forventer, at det tal kommer til at stige.
- I dagene, der kommer, vil vi efterforske angrebene og drage gerningsmændene til ansvar, siger han.
Den ene person er sigtet for at have angrebet Rasmus Paludan, en anden for at have angrebet politiet, mens den tredje er blevet anholdt for ikke at efterkomme politiets anvisninger.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned