Politiet venter på tip i skudsag

Politiet venter forgæves på tip om lørdagens drabsforsøg i Lindevangsparken på Frederiksberg, hvor en 18-årig mand blev livsfarligt såret. Politiet har udsendt omkring 100 breve til beboerne i området omkring gerningsstedet, men kun enkelte har ringet, siger den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi.

- Der er kun en person, der har ringet i dag. Han havde hørt skuddene, men vi kender jo tidspunktet, så det hjælper os ikke meget, fortæller vagtchefen mandag aften.

Tip-taktikken er valgt, fordi politiet har meget få spor i sagen. Ordensmagten har også udsendt cirka 100 nye breve til beboerne i området ved Borgmester Godskesens Plads. Her blev en Skoda Octavia kort efter skyderiet nemlig brændt af, og politiet kalder det foreløbig "nærliggende at tro", at denne bil har spillet en rolle i nedskydningen.

Det 18-årige skudoffer er stadig i livsfare, ramt af mellem 25 og 30 hagl. Den unge mand har en anden etnisk baggrund end dansk, og er et relativt ubeskrevet blad hos politiet. Intet tyder umiddelbart på, at skyderiet har relation til bandekonflikten, men det er dog for tidligt fuldstændig at afskrive dette motiv. Politiet vil heller ikke vil afvise, at den unge mand kan have været involveret i den omfattende hashhandel, som Lindevangsparken er kendt for.

/ritzau/

Politiet sidder klar ved telefonerne for at få oplysninger om skyderi på Frederiksberg, hvor en ung mand blev ramt og livsfarligt såret. Men ingen ringer.

Offentliggjort Sidst opdateret