Politiet vil afhøre flere om krudtulykke

Sagen om den store eksplosion i et ulovligt fyrværkerilager i Store Andst er langt fra opklaret.

- Vi afhører og genafhører fortsat folk med relation til stedet, siger talsperson fra Syd- og Sønderjyllands Politi, Helle Lundberg. Hun har ikke tal på antallet af afhørte.

To mennesker mistede livet ved eksplosionen lørdag formiddag.

I weekenden konstaterede politiet, at den ene er en 42-årig mand fra Brørup. Muligvis vil myndighederne kunne identificere det andet offer i løbet af mandagen.

- Vi afventer svar fra obducent og patolog, siger Helle Lundberg.

Mandag morgen har politiet ikke viden om størrelsen af det ulovlige lager af kraftige krysantemumbomber, som jævnede depotet med jorden.

Eksplosionen var så kraftig, at der også opstod skader på flere huse i Store Andst.

Mandag morgen fortsatte betjente deres undersøgelse på brandstedet.

- Det foregår med stor forsigtighed, siger Helle Lundberg.

Den omkomne 42-årige mand lå inde med et stort lager af almindeligt fyrværkeri på sin bopæl i Brørup.

Fyrværkeriet blev opbevaret ulovligt, og de mellem 100 og 150 kasser skal nu fjernes.

Der er penge i uautoriseret salg af fyrværkeri, og Fyrværkeriforeningen kunne godt tænke sig, at myndighederne tager hårdere fat for at afsløre hemmelige lagre af ulovligt krudt.

- Vi kunne som branche godt tænke os en større indsats fra myndighedernes side for at opspore dem, siger foreningens formand Morten Sørensen.

/ritzau/

Måske vil det andet offer for eksplosionsulykken i Store Andst blive identificeret i løbet af mandagen.

Offentliggjort Sidst opdateret