Politiet vil bremse begyndende rockerkrig
Længere tids ulmende konflikt mellem rockergrupperne Hells Angels og Bandidos fik onsdag politiet til at slå til i en koordineret aktion mod i alt 18 rockerborge på hele Sjælland.
Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi og Midt- og Vestsjællands Politi slog til mod hver fire rockerborge, mens Nordsjællands Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi slog til mod hver tre rockerborge.
Først på aftenen var godt 100 rockere tilbageholdt, og politiet havde beslaglagt økser, knive, slagvåben og pistoler samt geværmagasiner med skarpe skud. Desuden har man beslaglagt stoffer som hash og anabolske steroider.
- Vi har i den sidste uges tid set flere voldelige sammenstød og knivstikkerier mellem Bandidos og Hells Angels, siger politiinspektør Svend Foldager fra Københavns Politi.
Og onsdag morgen bragede en 17,5 ton tung lastbil ind i et Bandidoshus på Amager.
- Sammenholdt med andre oplysninger ser vi et eskalerende trusselsbillede, der er meget bekymrende, og vi vil bruge alle tænkelige midler for at forhindre konflikten i at udvikle sig, siger Svend Foldager.
Hos Københavns Vestegns Politi siger efterforskningsleder Carsten Jansson, at man vil slå hårdt ned på al kriminalitet i miljøet.
- Vi holder nu et skarp opsyn med personer i rocker- og bandemiljøet og deres tilholdssteder, siger Carsten Jansson.
Det er endnu ikke afgjort, hvor mange af de tilbageholdte rockere, der eventuelt skal anholdes og sigtes, men onsdagens aktion var tilsyneladende mest ment som en alvorlig advarsel til rockerne.
- Med dagens aktion har vi valgt at sende rockerne et tydeligt signal - nemlig at vi under ingen omstændigheder vil acceptere en voldelig konflikt, der er til fare for naboer og borgere, siger politiinspektør Svend Foldager, Københavns Politi.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned