En 21-årig mand, der natten til søndag blev skudt i armen af politiet under en anholdelsesaktion i Hundige, ventes senere søndag at blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling.
Manden er indlagt og under politibevogtning.
- Men der vil blive et grundlovsforhør med eller uden hans medvirken, siger efterforskningsleder Ove Pedersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
To andre mænd på 20 og 24 år, der også blev anholdt i Hundige, ventes derimod løsladt.
Den 21-årige vil formentligt blive sigtet for drabsforsøg mod den betjent, som endte med at skyde ham i armen. Men det vil efterforskningslederen ikke bekræfte:
- Det vil fremgå af grundlovsforhøret, om vi sigter ham for det ene eller det andet, siger Ove Pedersen.
Statsadvokaten for Nordsjælland undersøger skudepisoden og vil heller intet sige om, hvad der skete i Hundige.
Optakten var et røveri mod en 19-årig mand i Birkerød i Nordsjælland.
Den 19-årige havde deltaget i en fest og tilbød den 21-årige et lift. På Kongevejen i Birkerød tog de en tredje mand op, hvorefter den 19-årige tilsyneladende blev truet til at udlevere sit dankort og pinkode. Der blev hævet penge på kortet i en automat, hvorefter bilen fortsatte mod Hundige, hvor den 19-årige blev sat af.
- Han blev smidt af nede i Gersagerparken (i Hundige, red.), hvorefter de forsvandt igen, siger vagtchefen i Midt- og Vestsjællands Politi.
Gerningsmændene vendte dog tilbage omkring klokken 2, da også en patrulje fra politiet var nået frem. Politiet valgte at skyde mod bilen, og den 21-årige blev altså ramt.
- Han blev ramt i armen, men efter hvad vi ved, er det ikke alvorligt, siger vagtchefen i Midt- og Vestsjælland.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde