Politiets indgreb mod Tibet-flag kan være strafbart
Politiklagemyndigheden nuancerer sin holdning. En ordre om at undertrykke folks ytringsfrihed kan være ulovlig
Hvis politiet tager en generel beslutning om usagligt at krænke borgernes ret til at demonstrere, kan det muligvis være en strafbar handling.
Det er vurderingen i Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), hvor direktøren nu nuancerer en tidligere udtalelse til pressen.
Direktør Kirsten Dyrman har i forbindelse med Tibetsagen til Jyllands-Posten udtalt, at det ikke er strafbelagt, hvis politiet knægter for eksempel ytringsfriheden eller andre rettigheder.
Af den grund har DUP ikke behandlet de klager, som sympatisører med Tibet sendte over politiet, har direktøren forklaret.
Udtalelsen har medført kritik. Det er "en fuldstændig ejendommelig og helt uholdbar begrundelse," har Jørn Vestergaard, der er professor i strafferet, sagt til Jyllands-Posten.
Overfor Ritzau uddyber Kirsten Dyrman nu sin vurdering:
- Hvis der tidligere i forløbet havde været en mistanke om en mere overordnet beslutning om usaglige indgreb i borgernes rettigheder, vil jeg ikke udelukke, at det kunne have givet anledning til efterforskning om en strafbar handling, for eksempel embedsmisbrug, skriver hun i en mail.
Sympatisører med Tibet har i flere tilfælde klaget over, at politifolk greb ind, da de ville vifte med flag under fremtrædende kinesiske politikeres besøg. Men klagemyndigheden gjorde ikke noget.
- Da vi behandlede de oprindelige sager, var der efter vores opfattelse ikke grundlag for mistanke om, at ansatte i Københavns Politi havde begået noget strafbart, hvorfor anmeldelserne blev afvist, hvilket statsadvokaten efterfølgende var enig i, lyder det fra klagemyndighedens direktør.
Klagemyndigheden mente, at der var tale om klager over enkelte politifolks dispositioner. Og den slags skal afgøres af politidirektøren - med klageadgang til Rigspolitiet og til sidst mulighed for indbringelse for retten.
I loven skelnes mellem politifolks adfærd og dispositioner. Kun adfærdsklager tager myndigheden sig af.
For nylig blev det afsløret, at der lå en intern generel ordre i Københavns Politi. Ifølge den såkaldte operationsbefaling skulle politiet sørge for, at den kinesiske præsident Hu Jintao i juni 2012 ikke fik øje på demonstranter.
Da papiret dukkede op til overfladen i Københavns Politi, besluttede politidirektør Thorkild Fogde i slutningen af september at anmelde sagen til klagemyndigheden. Mistanken er, at ansatte i politiet har løjet over for Justitsministeriet og dermed Folketinget.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned