Politiformand: Hooligans går ud over efterforskning
Efterforskningen i helt almindelige politisager kommer til at lide, fordi Københavns Vestegns Politi skal bruge kræfter på den store arbejdspukkel, som 484 anholdelser giver efter fodboldkampen søndag aften mellem Brøndby og FC København.
Det mener formand for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, der virkelig er fortørnet over de mange stenkast mod betjente, som "blot passer deres arbejde".
- Det er fuldstændig vanvittigt, at politiet skal udsættes for den opførsel. Det giver så meget papirarbejde, hvor vi kunne bruge vores ressourcer så meget bedre, siger Claus Oxfeldt til Ritzau.
- Og med så mange anholdelser, så vidner det om, at det der er foregået derude, er fuldstændig vanvittigt, siger han.
Politiet har registreret de mange personer, som blev anholdt, og nu skal man i gang med at finde beviser for blandt andet adskillelige stenkast, hærværk og voldelig adfærd.
Beviser skal dels findes via mange timers videomateriale, og det omfangsrige politiarbejde kommer til at koste andre steder.
- Vi er nødt til at prioritere benhårdt, og de efterforskninger, som kræver lidt mere rugbrødsarbejde kan være dem, som bliver prioriteret fra. Det er drøn ærgerligt, siger politiformanden.
Flere betjente måtte en tur på skadestuen, da fans fra fodboldklubberne Brøndby og FC København gik amok i stenkast efter kampen søndag aften på Københavns Vestegn.
Men også sagesløse borgere blev ramt af sten i det, som politiet kalder en "krigszone".
Der er ingen alvorlige skader blandt de betjente, som har været på skadestuen, og alle er sendt hjem igen. Det er uvist, hvor mange almindelige borgere, som har været til behandling for stenskader.
Før kampen opdagede politiet et lager med knive, peberspray, en røggranat og maskeringsmasker hos Brøndbyfans. Genstandene blev fundet på et tilholdssted for Brøndby-tilhængere.
Fodboldkampen endte med en 3-1-sejr til FC København.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde