Politiformand ser ikke fordomme hos betjente
Danske politibetjente kan finde ud af at lægge eventuelle fordomme fra sig, mener Heino Kegel, formand for Politiforbundet. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Betjente kigger ikke på etnicitet, medmindre det er relevant for sagen, forsikrer betjente og Rigspolitiet.
De danske politibetjente er ikke drevet af fordomme, når de sigter borgere.
Det forsikrer Heino Kegel, der er formand for Politiforbundet.
- Fordomme er ikke noget, der præger politiet, siger han.
Ny dansk forskning viser ifølge Politiken, at sigtelser mod etniske danskere oftere fører til dom end sigtelser mod etniske minoriteter med rødder i Mellemøsten eller Afrika.
Forskerne bag udtaler til avisen, at det kunne tyde på, at politiet har øget fokus på de etniske minoriteter, og at de oftere bliver sigtet uden grund.
Ifølge undersøgelsen ender 92 procent af alle sigtelser mod etniske danskere med domme, hvor det for eksempel kun gælder for 79 procent af sigtelserne mod personer med somaliske rødder.
Men ifølge politiformanden kan betjentene godt finde ud af at lægge deres eventuelle fordomme væk, når de har uniformen på.
- Det kan vi, fordi vi har en meget høj etik og faglighed, og det er på alle niveauer fra den yngste betjent til den allerhøjest rangerende politiinspektør, siger han.
Heino Kegel ønsker ikke at gisne om, hvad der kan være årsagen til de skæve tal.
- Det er nok mere komplekst og sammensat end som så, og jeg vil meget hellere blive klogere på, hvorfor det ser ud, som det gør. Det kræver forskning, siger Heino Kegel.
Rigspolitiet arbejder ikke med etnisk profilering, slår kommunikationsdirektør Anders Frandsen fast.
- Hvis man skal lave et indgreb som en sigtelse, så skal det altid ske på et konkret mistankegrundlag, siger han.
Betjentene skal altså ikke kigge på borgeres etnicitet.
- Medmindre etnicitet kan spille en rolle for det, man politifagligt er i gang med i en given situation.
- Det kan knytte sig til flere forskellige ting som signalement eller konteksten, men det kan ikke ske alene på baggrund af etnicitet.
Han fortæller, at Rigspolitiet har fokus på, at forskelsbehandling af personer på baggrund af etnicitet ikke må finde sted.
- Det er noget, vi løbende har fokus på. Vi har kun én interesse, og det er at være et politi for alle dem, der bor i landet.
- Hvis der er noget, der konkret giver anledning til, at vi skal kigge nærmere på nogle ting, så vil vi selvfølgelig undersøge det. Men på stående fod er vi meget opmærksomme på det og følger det løbende, siger han.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker