Politihunde finder forkommen kvinde i kæmpe skov
En hundepatrulje fra Nordjyllands Politi opsporede sent torsdag aften en 60-årig kvinde, der var faret vild i den store Rold Skov.
- Kvinden var en smule forkommen og frøs, men efter omstændighederne har hun det godt og er nu hjemme i varmen i sin egen bolig igen, oplyser Bent Højgaard, vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Den 60-årige kvinde blev fundet i buldrende mørke kort før klokken 23.
Ifølge DR Nordjylland pakkede hun for to dage siden sit grej og drog ud i skoven. Men torsdag aften ringede hun til sin søn og fortalte, at hun gerne ville hjem - men ikke kunne finde vej ud af skoven.
Sønnen alarmerede derefter politiet, som satte mandskab ind for at finde den formentlig trætte, bange og afkølede kvinde.
Politiet var i telefonisk kontakt med kvinden, men hun anede ikke, hvor hun befandt sig.
Politiet havde svært ved at pejle sig ind på, hvor telefonen sendte fra og derfor blev hundepatruljer sendt til området. En helikopter med varmesøgende udstyr deltog også i eftersøgningen.
Ifølge DR Nordjylland har kvinden tidligere overnattet ude i naturen.
Rold Skov i Østhimmerland tæt på Rebild Bakker strækker sig over næsten 80 kvadratkilometer. Skoven, der ligger cirka 25 kilometer syd for Aalborg, rangerer som den næststørste herhjemme efter Gludsted Plantage ved Silkeborg.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker