Politikere ønsker ikke mobiler i fængsler

I landets åbne fængsler er det fra 1. april blevet tilladt at have mobiltelefoner i cellerne.

Eksperter og fængselsinspektører jubler over ordningen, som har bragt mere ro på fængselsgangene, og foreslår, at ordningen udvides til de lukkede fængsler.

De indsatte skal dog ikke glæde sig for hurtigt, for i regeringen er der ikke ønske om, at ordningen udvides.

- Begår man hardcore kriminalitet, så bevæger man sig ud på et skråplan, hvor man skal regne med, at hammeren falder. Så kan man ikke forvente at opretholde samme sociale liv med venner og familie, som man kunne før, siger retsordfører Kim Andersen (V).

Retsordfører Tom Behnke (K) synes også, at tilbuddet kun bør gælde i de åbne fængsler, når indsatte skal udsluses og resocialiseres. Fængsler skal være et "træls sted at være".

På den anden side af det politiske hegn er holdningen en anden.

- Nu er straffen jo indespærring, ikke at vi fratager dem al menneskelighed, siger retsordfører Karina Lorentzen (SF).

- Vi ved, at når det handler om familie, så har det faktisk en gavnlig effekt, at man holder kontakten i forhold til at klare sig kriminalitetsfrit efterfølgende, siger hun.

Den største bekymring over en udvidelse af ordningen er, om det vil føre til yderligere kriminalitet. Det frygter Kim Andersen.

- At give rockere eller bandemedlemmer adgang til en tilsvarende ordning med mobiltelefoner, som man har i åbne fængsler, det er jeg meget skeptisk over for, faktisk er jeg imod, siger Kim Andersen.

Til efteråret forhandler partierne om kriminalforsorgsforliget. Her vil Karina Lorentzen smide et forslag på bordet om et pilotprojekt med mobiler i lukkede fængsler.

/ritzau/

Retsordførere Tom Behnke (K) og Kim Andersen (V) vil ikke have, at kriminelle i lukkede fængsler får mobil.

Offentliggjort Sidst opdateret