Politileder kørte galt på vej til bådbrand

Under udrykning til en storalarm i Københavns Nordhavn kørte en politibil fra Københavns Politi galt.

Offentliggjort Sidst opdateret

- De mister på en eller anden måde herredømmet over bilen, og rammer ind i en lystmast, fortæller den centrale vagtleder, Mads Firlings.

Ulykken skete på Kalkbrænderihavnsgade.

Det var politiets operative leder, der sammen med en chauffør var på vej til nordhavnen, efter at der var indløbet melding om, at der var brand i et skib med et større antal passagerer om bord.

Det viste sig dog, at der kun var tale om en mindre jolle.

De to politifolk slap tilsyneladende relativt heldigt fra ulykken.

- Der skulle ikke være tale om alvorlig personskade, men de er begge kørt til undersøgelse på hospitalet, siger vagtchefen.

/ritzau/