Politimand efterlod sin pistol på toilet i Folketinget
Det var på et toilet nær Landstingssalen på Christiansborg, at en erfaren betjent efterlod sin skarpladte tjenestepistol, mener anklagemyndigheden (arkivfoto). Foto: Colourbox
Colourbox/Free
Krav om bøde på 10.000 kroner til erfaren politimand, der lod skarpladt pistol ligge på toilet.
Det var på et toilet i Folketinget, at en politimand sidste år efterlod sin tjenestepistol.
Det fremgår af et anklageskrift, som Statsadvokaten i København har udfærdiget.
Om formiddagen en dag i februar blev 9 mm-pistolen efterladt på et toilet på første sal ved Landstingssalen.
Pistolen var ladt med 12 skarpe patroner.
Ifølge anklagemyndighedens påstand overtrådte politimanden dermed en bestemmelse i straffeloven.
Den handler om grov forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten.
Umiddelbart kræver anklagemyndigheden manden idømt en bøde på 10.000 kroner.
I tiltalen hedder det, at der var tale om "offentligt tilgængeligt toilet", og at våbnet var uden opsyn.
Imidlertid nægter den tiltalte, der er en erfaren herre i 60'erne, sig skyldig, og sagen skal derfor afgøres af Københavns Byret. Han forsvares af advokat Torben Koch, som i mange år har repræsenteret politifolk i straffesager.
Sagen har været efterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, og det er anklagemyndigheden, som efterfølgende har besluttet at rejse en straffesag - i stedet for at klare hændelsen som en disciplinærsag.
Retsmødet finder sted i den kommende uge.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde