POLITIMAND KENDT SKYLDIG I SAG OM VÅBENTYVERI
Retten i Nykøbing har bestemt, at en politimand skal af med en bøde på 4.000 kroner i en sag om opbevaring af våben. Arkivfoto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Retten i Nykøbing har sat det sidste punktum i sag om våbentyveri.
NYKØBING: En ansat i Rigspolitiet er ved Retten i Nykøbing blevet fundet skyldig i en sag om et tjenestevåben.
Retten afgjorde tirsdag eftermiddag, at manden i sagen har udvist grov forsømmelse i tjenesten.
Ifølge retten havde han ikke fulgt forskellige retningslinjer for opbevaring af våben på sin bopæl.
Derfor skal han straffes med en bøde på 4.000 kroner, mente to af rettens tre dommere.
Afgørelsen kan ikke ankes, fordi der er tale om en bødestraf.
Stjal automatvåben
Sagen mod manden er en udløber af en anden sag, hvor tre unge mænd fra Falster tidligere har været for retten.
Denne sag blev afgjort for et år siden, hvor de tre blandt andet blev dømt for et indbrud i mandens hjem lidt udenfor Nykøbing.
Under indbruddet, som skete natten til 17. november 2020, fandt tyvene en halvautomatisk riffel, som tilhørte Rigspolitiet.
De tog våbnet med sig og gemte det i et krat ved Systofte Boldklub i nærheden. Her blev det fundet længe efter i rusten tilstand.
Stor udrykning
Da indbruddet blev opdaget morgenen efter, så rykkede en stor politistyrke ud til adressen, og mandens hjem blev grundigt undersøgt.
Udrykningen vakte stor opsigt i lokalområdet, men politiet ville kun fortælle, at sagen handlede om et indbrud.
Våben blev der ikke sagt noget om, og mandens stilling i Rigspolitiet blev heller ikke omtalt.
Han var chokeret.
Politividne i den forrige sag
Politileder i chok
Til gengæld kom der mere frem, da sagen mod de tre tyve var for retten i december-januar for et år siden.
Her blev det oplyst, at riflen ved indbruddet befandt sig i et våbenskab, som den skulle. Men det er uklart, hvordan tyvene fik fat i våbnet.
Politimanden var ikke hjemme, da indbruddet fandt sted. Og andre politifolk fortalte dengang i retten, at han efter indbruddet nærmest var i chok.
Hans egen forklaring har Folketidende ikke, da den blev afgivet bag lukkede døre.
De tre unge nægtede tyveriet, men blev dømt på dna-beviser.
De fik seks, tre og tre et halvt års fængsel for dette og andre forhold.
Hemmeligholdelse
Efter sagen mod de tre blev politimanden tiltalt for grov forsømmelse i tjenesten, og sagen mod ham har varet to dage.
På førstedagen forleden afgav politimanden igen forklaring, og det skete igen bag lukkede døre. Det samme skete, da seks vidner fra politiet blev afhørt.
Under den forrige sag spurgte en af de tre unge mænds advokat, om manden, der nu har fået en bøde, har arbejdet for en dansk efterretningstjeneste.
Men forklaringen fra anklageren dengang lød, at han har arbejdet for Rigspolitiet.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker