En 57-årig politimand fra Tønder nægter sig skyldig i samtlige de 10 anklager om grov vold og tyveri, han torsdag blev præsenteret for ved retten i Tønder.
Langt hovedparten af forholdene handler om voldelige overgreb mod hans tidligere kæreste, som anklager manden for at være årsag til flækkede læber, løse tænder, blå mærker, brækkede fingre og en kæbe som blev slået af led.
Politimanden anklages også for at have kastet en motorsav og brugt peberspray mod eks-kærestens 14-årige søn.
Den tiltalte afviser at være skyldig i vold, men erkender, at forholdet mellem ham og den tidligere kæreste var stærkt belastet mod slutningen af deres tre år sammen.
- Hun var ekstremt styrende og dominerende, og vi havde mange skænderier, sagde han i retten.
Kvinden var så påvirket af situationen, at hun måtte anmode retten om, at den anklagede politibetjent ikke var til stede i lokalet, da hun skulle vidne.
Hun forklarede med grådkvalt stemme, at hun havde undladt at anmelde de voldelige overgreb, mens de var sammen, fordi hun vidste, manden ville miste sit job ved politiet, hvis han blev dømt for vold.
- Han truede med at skyde sig selv, hvis det kom frem, hvad han havde gjort, forklarede kvinden.
Hun beskylder også sin tidligere kæreste for at have slettet bevismateriale i form af billeder fra hendes mobiltelefon.
Sagen genoptages med yderligere vidneafhøring fredag, hvor man ud på eftermiddagen forventer at kunne afsige en dom.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned