Politimand tiltalt for at true sig til gratis sex
En 55-årig politimand fra Midt- og Vestjyllands Politi er tiltalt for at have misbrugt sin stilling til at presse en prostitueret til at give sig seksuelle ydelser uden betaling, oplyser Statsadvokaten i Viborg.
Politimanden er i alt tiltalt for fire tilfælde af misbrug af sin stilling og blandt andet trussel om frihedsberøvelse til samleje med en prostitueret uden at betale.
Han er også tiltalt for et forsøg på samleje med den prostituerede, som dog nægtede. Samtlige forhold er sket i perioden november 2011 og frem til januar i år.
Ifølge anklageskriftet har betjenten blandt andet sagt, "at han ville have det gratis, fordi han ville hjælpe hende med sagen".
Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, startede efterforskningen på baggrund af en anmeldelse af, at en kvinde fra prostitutionsmiljøet var blevet seksuelt udnyttet af en politimand.
Den pågældende kvinde har afgivet forklaring til klagemyndigheden, hvis opgave det er at undersøge klager over politiet.
Kvinden oplyste blandt andet, at politimanden i flere tilfælde havde henvendt sig på den klinik, hvor hun arbejdede som prostitueret.
Hun har også forklaret, at han forlangte at få gratis seksuelle ydelser under henvisning til, at han var politimand, skrev politiklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
Den 55-årige politimand har tidligere nægtet sig skyldig.
Politimanden var, mens sagen blev efterforsket, fritaget for tjeneste, oplyste Midt- og Vestjyllands Politi tidligere i en pressemeddelelse.
Sagen skal for ved Retten i Viborg
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde