Politisvigtet mand frygtede for sit liv

Københavns Vestegns Politi beklager, at man ikke kom en 52-årig mand til undsætning, da han den 31. marts i år blev jagtet rundt på et mørkt stisystem i Søborg af en mand, der truede med at dræbe ham.

Den 52-årige TP kom cyklende i aftenmørket, da han pludselig hører nogen skrige.

- Jeg står af cyklen for at se, hvad der foregår. Pludselig kommer der en ung mand løbende imod mig, og han skriger som en gal, at han vil slå mig ihjel, fortæller den 52-årige til Ritzau.

Han ønsker ikke sit navn offentliggjort

- Han råber hele tiden "jeg stikker dig, jeg stikker dig ihjel", mens han løber efter mig. Jeg cykler, alt hvad jeg kan, men han løber fandeme hurtigt, så jeg kunne ikke umiddelbart slippe af med ham, siger den 52-årige, der stadig er rystet oven på oplevelsen.

- Det var sgu en uhyggelig oplevelse. Efter 3-400 meter får jeg drejet om et hjørne, og jeg gemmer mig så i et krat. Jeg ringede til politiet, men selvom de lovede at gøre noget, så kom der aldrig nogen, beretter den 52-årige.

Efter sit første opkald til alarmcentralen ringede manden som aftalt tilbage politiet med flere oplysninger om sin forfølger.

Men i mellemtiden havde politiet gennemført et vagtskifte, og nu anede ingen, hvad han talte om.

- Jeg blev mødt med et "hvad for noget?". Min henvendelse var allerede gået i glemmebogen, så jeg fik det venlige råd, at jeg kunne henvende mig dagen efter på politigården, siger den 52-årige.

Politiet beklager ikke blot, at man aldrig kørte ud for at hjælpe manden eller i det mindste sikre sig, at han trygt kunne tage hjem. Politiet beklager ligeledes, at ingen på alarmcentralen nogensinde har skrevet noget ned om hændelsen.

- Jeg aner ikke, hvad der senere er sket. Jeg var jo også bange for, at han (den truende mand) skulle løbe efter andre den aften, men det ved jeg jo ikke, om han gjorde, siger den 52-årige.

/ritzau/

En 52-årig mand blev ladt i stikken af politiet, selvom en mand jagede ham rundt på et stisystem i Søborg og truede med at dræbe ham.

Offentliggjort Sidst opdateret