Polsk mand dømt for drab på landsmand i Rungsted
En 30-årig mand af polsk oprindelse blev mandag ved Retten i Helsingør kendt skyldig i drabet på en 45-årig landsmand i en villa på Bolbrovej i Rungsted Kyst.
Han blev dømt til indlæggelse på en psykiatrisk afdeling og efterfølgende udvisning af Danmark for bestandig. Det skriver netavisen sn.dk.
Den 45-årige blev den 9. december sidste år fundet dræbt i villaen, hvor han boede sammen med flere andre polakker, mens han arbejdede som håndværker i Danmark.
Han var blevet dræbt af et mellem 20 og 22 centimeter dybt knivstik i brystet.
Fire polske mænd blev anholdt lige efter drabet. Men tre af dem blev løsladt igen. Kun den nu dømte blev tiltalt for drabet.
Også han boede i villaen på Bolbrovej, og han har ifølge netavisen fortalt i retten, at han har haft flere kontroverser med den 45-årige.
Den dag drabet fandt sted, lå han og sov, da hans bofæller kom hjem, og han gik til angreb, fordi han følte sig overrumplet, har han forklaret.
Den 30-årige har under varetægtsfængslingen i en periode været indlagt på en psykiatrisk afdeling. Han er blevet mentalundersøgt, og mandagens dom følger Retslægerådets vurdering og også anbefalingen fra sagens anklager, Bente Schnack.
- Det er en tragisk sag. Den dømte er mentalt forstyrret, og der var ikke så megen tvivl om, hvad der var foregået i villaen. Derfor var dommer og domsmænd helt enige, og den 30-årige polak modtog dommen, siger Bente Schnack til netavisen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned