Professor: Akademis håndtering af voldtægtssag er i strid med loven
Ifølge en klage ventede ledelsen på Sorø Akademi to måneder med at anmelde en voldtægtssag til politiet.
Det er i strid med underretningspligten, hvis ledelsen på Sorø Akademi har ventet to måneder med at anmelde en sag om voldtægt til politiet.
Det siger Kirsten Ketscher, der er professor på Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, til Ritzau.
- Hvis børn, som er i skolens varetægt, udsættes for eksempelvis en forbrydelse, er ledelsen forpligtet til at underrette kommunen eller politiet, siger hun.
Ekstra Bladet har på baggrund af en aktindsigt i en klage tirsdag skrevet, at skolens ledelse ventede to måneder med at anmelde en voldtægtssag mellem to elever til politiet.
Sagen stammer fra sidste år og vedrører en dengang 17-årig pige, som påstår at være blevet voldtaget af en 19-årig mandlig klassekammerat.
Det er den unge mands forsvarer, som har har klaget over ledelsens og rektor Kristian Jacobsens håndtering af sagen.
Klagen fra den unge mands forsvarer drejer sig om, at rektor i stedet for straks at anmelde sagen til politiet besluttede at holde mæglingsmøder med de to unge.
Men ifølge Kirsten Ketscher kan rektor under ingen omstændigheder undersøge sagen på egen hånd.
- Hvis der er tale om en voldtægt, kan jeg ikke forstå, at politiet ikke er blevet underrettet med det samme, siger professoren.
- Under alle omstændigheder har han ageret i strid med underretningspligten, hvis der er hold i klagen. Ledelsen på skolen har jo en omsorgspligt for dem, der er i deres varetægt - i dette tilfælde eleverne.
Sager, der vedrører et muligt seksuelt overgreb mod en mindreårig, skal straks anmeldes politiet. Det fremgår af Undervisningsministeriets hjemmeside, påpeger advokaten, der har indgivet klagen.
- Jeg er helt enig med ministeriets hjemmeside, understreger Kirsten Ketscher.
Rektor Kristian Jacobsen siger til Ritzau, at han finder kritikken uberettiget.
Han oplyser dog, at han ikke kan uddybe, uden at bryde sin tavshedspligt over for de to elever.
Rektor oplyser samtidig, at Undervisningsministeriet har bedt om et svar på kritikken.
Derfor er Kristian Jacobsen i øjeblikket ved at udarbejde en redegørelse til myndigheden.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker