Professor: Paragraf om vold mod statsminister har intet med motiv at gøre
En 39-årig mand blev lørdag ved Retten på Frederiksberg fængslet på begrundet mistanke om, at han havde udøvet vold mod statsminister Mette Frederiksen (S). (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
En mand er fængslet for at have slået statsministeren, men det siger intet om motivet, siger professor.
Når en person fængsles for at have begået vold mod en person i offentlig tjeneste eller embede, behøver det ikke være, fordi handlingen formodes at være politisk motiveret.
Det forklarer Birgit Feldtmann, der er professor i strafferet ved Aalborg Universitet.
- Det er som sådan ikke en lovovertrædelse, som er defineret ved, at man har et politisk motiv. Lovovertrædelsen er defineret ved den funktion, som vedkommende har, siger hun.
Lørdag blev en 39-årig mand fængslet på begrundet mistanke om, at han har slået statsminister Mette Frederiksen (S).
Det skal ifølge anklagen være sket fredag aften omkring 17.50, hvor manden blev anholdt på Kultorvet i København.
På retsmødet lørdag fortalte han selv, at han var meget beruset, da det skete, og at han "helt ærligt ikke kunne huske særlig meget".
Han skal ifølge sigtelsen have slået statsministeren "med knyttet hånd på højre overarm, hvorved Mette Frederiksen blev skubbet ud af kurs", lød det i sigtelsen.
Han er sigtet for at have overtrådt straffelovens paragraf 119, som handler om vold eller trusler om vold mod en person i offentlig tjeneste.
- Der må man antage, at domstolen mener, at der foreligger en begrundet mistanke om dette, siger Birgit Feldtmann og understreger, at hun ikke kender sagens nærmere omstændigheder.
- Det har ikke noget med motivet at gøre. Man skal bare udøve vold mod en person, som er i tjeneste, og så skal man have forsæt til det, forklarer hun.
At have forsæt betyder, at man gør noget med vilje.
Det svarer ifølge professoren til at udøve vold mod en betjent.
- Det behøver heller ikke at være politisk motiveret for at være strafbart, understreger Birgit Feldtmann.
Politiet skrev senere på X, at man ikke har en "styrende hypotese om, at hændelsen var politisk motiveret".
Manden fængsles indtil 20. juni, mens efterforskningen fortsætter.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde