Professor undrer sig over byret i terrorsag
Københavns Byret gav Politiets Efterretningstjeneste, PET, lov til at holde et alibi hemmeligt for en af de fem tiltalte og anklagemyndigheden i sagen om brandterror.
Det får juraprofessor Eva Smith fra Københavns Universitet til at frygte for retssikkerheden.
- Det lader til, at retssikkerheden er på et meget lille sted for den tiltalte i den her sag, siger Eva Smith til Ritzau.
Professoren undrer sig over, at byretten ikke satte foden ned, da PET ønskede at holde billeder fra et overvågningskamera hemmeligt.
Billeder, der gav den tiltalte et alibi, da der natten til 6. april 2011 blev stukket ild på Grækenlands ambassade i den indre by.
- Jeg kan ikke give nogen god forklaring på Byrettens vurdering, og jeg synes, det er særdeles mærkeligt. Jeg kan ikke erindre, at jeg har set noget lignende tidligere, fortæller juraprofessoren.
Billederne viser, at en af de terrortiltalte befandt sig i sin lejlighed på Nørrebro i København, da geringsmænd satte ild til den græske ambassade. Kameraet filmede nemlig tiltaltes bagdør, mens der sad PET-agenter ved fordøren.
Anklagemyndigheden har også været uvidende om alibiet, og har derfor hævdet under en stribe retsmøder, hvor den tiltalte har fået forlænget sin varetægtsfængsling, at manden kunne have forladt sin lejlighed via bagdøren for at stikke ild på ambassaden.
Men hemmeligholdelsen falder ikke tilbage på PET. Det er først og fremmest byretten, der får Eva Smith til at rynke brynene.
- Hvis PET har overbevist retten om, at det skal være på den måde, så falder hemmeligholdelsen jo tilbage på Byretten, siger hun.
Det er særlige indgrebs-dommere, der tager stilling til hemmeligholdelsen af beviser. Og derfor kan dommere, der besluttede fortsat at varetægtsfængsle den tiltalte, godt være uvidende om alibiet, forklarer juraprofessoren.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie