Projektleder dømt for millionsvindel mod ejendomsstyrelse
Tidligere projektleder dømt for at have købt designermøbler og hvidevarer til sig selv på styrelses regning.
En tidligere projektleder i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er fredag ved Retten i Holstebro idømt tre års fængsel for mandatsvig og bestikkelse.
Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet i en pressemeddelelse.
To og et halvt år af fængselsstraffen er gjort betinget, fremgår det af meddelelsen.
Den tidligere projektleder modtog dommen og erkendte ifølge pressemeddelelsen, at han over årene fra 2013 til 2019 købte og modtog varer for cirka 2,3 millioner kroner til sig selv på styrelsens regning.
Der var tale om blandt andet designermøbler og hvidevarer, som blev købt igennem flere af styrelsens leverandører.
Den tiltalte stod for vedligehold af Forsvarets ejendomme i det midt- og vestjyske.
Anklager hos National enhed for Særlig Kriminalitet Jens Kjærgaard siger, at han er tilfreds med dommen.
- Det er alvorligt, når offentligt ansatte misbruger deres position for at opnå personlige fordele. Det er skatteyderne, der i sidste ende betaler regningen, og tilliden til de offentlige institutioner lider skade, siger han i pressemeddelelsen.
Sagen mod den tidligere projektleder var en del af et større sagskompleks, der også omfattede en tidligere kontorchef i styrelsen samt tre leverandørvirksomheder.
Straffesagen blev indledt i foråret sidste år, men projektlederen meldte sig syg, og derfor blev hans sag udskilt og udskudt.
Kontorchefen samt de tre leverandørvirksomheder blev i maj sidste år frifundet.
Retten fandt det ikke bevist, at kontorchefen og de tre leverandørvirksomheder bevidst og systematisk havde svindlet med Forsvarets midler.
Anklagemyndigheden har anket denne dom til landsretten.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker