Idéen om at få rockergrupper som Hells Angels og Bandidos forbudt ved lov er nu formelt lagt på is.
Det står fast efter et møde torsdag på Christiansborg, hvor både justitsministeren, retsordførere, rigsadvokaten og rigspolitichefen deltog.
- Det blev besluttet, at der ikke er grundlag for at gå videre i forsøget på at få rockerne forbudt, siger socialdemokraternes retsordfører Karen Hækkerup og fortsætter:
- For det første er det ikke juridisk muligt på nuværende tidspunkt, og for det andet ønsker politiet det ikke, fordi det hverken vil mindske kriminaliteten eller gøre deres arbejde nemmere.
Rigsadvokaten har tidligere i to omgange konkluderet, at det vil være i strid med grundloven at forbyde rockergrupperne.
Selvom et eventuelt rockerforbud nu er skudt til hjørne, så er det dog ikke ensbetydende med, at det aldrig kommer.
- Diskussionen er ikke nedlagt. Der kan komme vidner eller andet frem, der igen gør det relevant at undersøge, om rockerne kan forbydes som en forening, der virker ved vold. Og så tager vi fat igen, siger Karen Hækkerup.
Ifølge retsordføreren vil det dog til stadighed være vigtigt at afveje for- og imod.
- I virkeligheden kan man vel drage nogle paralleller tilbage til Christiania og spørge sig selv om, hvad man egentlig løser med et forbud, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker