Psykiatere har gransket Peter Madsens sind indgående
Eksperterne i Retslægerådet mener, det vil være farligt at sætte udløbsdato på indespærring af Peter Madsen.
Det er på baggrund af en meget omfattende undersøgelse af Peter Madsens sind, at Retslægerådet konkluderer, at den drabstiltalte ubådsbygger er så farlig, at han bør idømmes forvaring på ubestemt tid.
Det fortæller psykiater Henrik Day Poulsen, der i flere år har arbejdet med at mentalundersøge sigtede i straffesager.
Mentalundersøgelsen af den 47-årige Peter Madsen er foretaget af medarbejderne på Retspsykiatrisk Klinik i København.
Typisk foregår det sådan, at to forskellige psykiatere skiftevis afholder samtaler med den sigtede - oftest over tre eller fire dage.
- Man spørger ind til barndommen. Man spørger ind til det, han er sigtet for. Og man spørger ind til, hvordan han har det psykisk for at finde ud af, om han var sindssyg i gerningsøjeblikket, siger Henrik Day Poulsen.
Han forklarer, at psykiaterne gennem det grundige forløb med ret stor sikkerhed kan afgøre, om personen er farlig.
- Det er hans måde at reagere på og hans måde at svare på. Man kigger på, hvad han forklarer om sine gerninger. Om han tager afstand fra det, eller om han forsøger at dække over det, siger psykiateren og fortsætter.
- Det, at Peter Madsen har fortalt flere forskellige historier om, hvad der er sket, er selvfølgelig også noget af det, man konfronterer ham med.
Ud over de mange timers samtaler bliver der udarbejdet en grundig psykologisk undersøgelse, herunder en intelligenstest. De undersøgte skal også tale med en socialrådgiver.
En gennemgang af personens skolegang og vedkommendes erhvervskarriere bliver ligeledes gennemgået, inden Retspsykiatrisk Klinik til sidst er klar med et bud på, om forvaring er påkrævet.
I ubådssagen er det omfattende materiale efterfølgende blevet forelagt Retslægerådet, som er landets øverste myndighed på området.
- Her sidder tre uafhængige psykiatere, som kigger sagen igennem, voterer og herefter tilkendegiver, om de er enige i anbefalingen fra Retspsykiatrisk Klinik. Det var de i det her tilfælde, siger Day Poulsen.
På trods af anbefalingerne om forvaring vil anklagemyndigheden i den kommende retssag først og fremmest gå efter fængsel på livstid.
Kun hvis retten skulle overveje at straffe Madsen med en tidsbegrænset fængselsstraf, vil anklagemyndigheden foretrække forvaring.
Netop de to sanktioner betegnes da også som landets strengeste.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker