Psykisk syg iraker må føre sag om statsborgerskab
Højesteret har i en dom fredag slået fast, at en irakisk mand trods et nej fra Østre Landsret alligevel må føre en sag mod staten om forskelsbehandling i forbindelse med ansøgning om statsborgerskab.
Irakeren mener at have været offer for forskelsbehandling, i den måde hans ansøgning om dansk statsborgerskab er blevet behandlet på, og derfor vil han forlange erstatning.
Manden, der er sidst i 50'erne og uddannet jurist i Irak, lider af posttraumatisk stress og begyndende demens. Lidelserne gør, at manden ikke har været i stand til at bestå den danskprøve, som kræves for at opnå statsborgerskab.
Manden mener, at han på lige fod med personer med svære fysiske handicap burde have mulighed for at søge dispensation med henblik på at opnå statsborgerskab.
Justitsministeriet har under sagen stået fast på, at manden ikke skulle have lov til at føre sagen for retten.
Statsborgerskab gives i Danmark ved lov, og domstolene må ifølge grundloven ikke blande sig i lovforberedende arbejde, mener ministeriet.
Med fredagens dom slår Højesteret dog fast, at mandens krav om at få spørgsmålet om forskelsbehandling prøvet ved domstolene harmonerer fint med grundloven.
Normalt deltager fem dommere i behandlingen af sager ved Højesteret. I principielle sager medvirker syv dommere, og i meget principielle sager ni dommere.
Højesteret har vurderet, at denne sag har været så principiel, at hele ni dommere har medvirket.
Konsekvensen af højesteretsdommen bliver, at sagen nu skal køre ved Østre Landsret, som skal vurdere, om der er sket en ulovlig forskelsbehandling af manden.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned