Psykisk syg mand mistænkes for drab og drabsforsøg
En 53-årig psykisk syg mand fremstilles torsdag i grundlovsforhør, efter at en mand blev dræbt og en anden hårdt såret af knivstik på en campingplads i Vejers vest for Varde. Foto: /ritzau/Holte Christer
/ritzau/Holte Christer
Tirsdag kontaktede campingplads politiet, fordi 53-årig virkede psykisk syg. Onsdag stak han to mænd ned.
En 53-årig mand vil torsdag morgen blive fremstillet i grundlovsforhør, efter at to mænd blev overfaldet og stukket ned med kniv på en campingplads i Vejers, der ligger vest for Varde.
Overfaldet kostede en 64-årig mand fra Fyn livet, og en 69-årig mand fra Røde Kro-området er onsdag aften fortsat i kritisk tilstand. Han blev stukket i maven og er fløjet med helikopter til Odense Universitetshospital.
De pårørende til begge mænd er blevet underrettet, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Allerede tirsdag aften kontaktede ejeren af campingpladsen to gange Syd- og Sønderjyllands Politi, fordi man mente, at den 53-årige viste tegn på at være psykisk syg.
Efter drabet og drabsforsøget onsdag har politiet undersøgt opkaldene nærmere.
- Og ud fra de oplysninger, der blev givet under samtalerne, var det ikke politiets vurdering, at den nu anholdte var psykisk syg i en sådan grad, at han kunne tvangsindlægges eller i øvrigt var til alvorlig fare for andre borgere, hedder det i pressemeddelelsen.
Politiet fik alarmopkaldet om overfaldet omkring klokken 08.30 onsdag morgen. Det viste sig, at de to mænd var blevet stukket ned med kniv i baderummet på Stjerne Camping.
Onsdag aften kender politiet ikke motivet til forbrydelsen og kan heller ikke sige noget om de nærmere omstændigheder ved den.
- Vi har hverken kunnet afhøre den sigtede eller den forurettede, der er indlagt, så det er ikke så meget, jeg kan sige, fortæller vicepolitiinspektør Bent Thuesen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Grundlovsforhøret over den 53-årige mand, der kommer fra Vejle-området, begynder klokken 08.00 torsdag morgen ved Retten i Esbjerg.
Her vil anklageren kræve manden varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling. Anklageren vil også bede om, at grundlovsforhøret foregår for lukkede døre.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned