Psykisk syg mand tvunget til at flytte

En 50-årig mand er blevet sagt op fra sin lejlighed i Nørre Alslev og skal 1. december flytte til Nykøbing. Baggrunden for opsigelsen er flere klager over manden, der er psykisk syg. Det oplyste andre beboere, der i går vidnede i en retssag mod den 50-årige.

Ifølge disse vidner har manden råbt og skreget og rendt halvnøgen rundt i bebyggelsen, hvor han bor.
- Jeg skal flytte 1. december, for jeg vil ikke bo sammen med sådanne mennesker, sagde den 50-årige.

Han var i Retten i Nykøbing Falster som tiltalt i en sag om blufærdighedskrænkelser. To gange skal han, ifølge vidnerne, have blottet sig og onaneret foran børn. Det skete 3. og 9. juli i år.

Få dage efter skete det samme, da hans nabo, en yngre kvinde, solede sig i sin have. Hendes datter på fem år var i badebassin.
- Han stod bag hækken, men jeg kunne tydeligt se ham, forklarede kvinden.

Den 50-årige nægtede begge forhold. Han kunne ikke huske det, sagde han.

Til gengæld tilstod manden 3. august at have vist sin bare bagdel frem.
- Jeg var lidt skizofren den dag, forklarede han.

Sagen blev derefter udsat, fordi der skal laves en personundersøgelse af den 50-årige mand

Manden har fået opsagt sit lejemål i Nørre Alslev efter flere klager. Tirsdag var han i retten, sigtet for blufærdighedskrænkelse.

Offentliggjort Sidst opdateret