Psykisk syg skudt i hovedet af politiet

En 34-årig psykisk syg mand blev fredag aften erklæret død, efter at han tidligere på aftenen blev skudt i hovedet af en betjent. Det oplyser vicepolitiinspektør Torben Jensen fra Nordjyllands Politi.

Den 34-årige gik sidst på eftermiddagen løs på to betjente og stak dem begge med en kniv. Det fik de to sårede betjentes kollega på stedet til at trække sin pistol og skyde manden i hovedet.

Den 34-årige døde mellem hænderne på lægerne først på aftenen.

Politiet var kaldt til den 34-åriges adresse af en læge, der skulle tilse den syge mand. De første betjentes ankomst fik ikke manden til at falde til ro, og derfor tilkaldte de yderligere forstærkning.

Og så gik det for alvor galt. Den 34-årige angreb betjentene med en kniv, men han tilførte dem dog ikke livstruende skader.

Begge betjente er indlagt på sygehuset, og de er endnu ikke blevet afhørt af statsadvokaten, der nu rutinemæssigt træder til og efterforsker sagen til bunds.

Ifølge politiet havde betjentene peberspray med som en del af deres standardudrustning, men den blev efter alt at dømme ikke brugt mod den hidsige mand.

/ritzau/

34-årig mand er død, efter at han fredag eftermiddag blev skudt i hovedet af en betjent i Aalborg, da han havde angrebet politiet med stikvåben.

Offentliggjort Sidst opdateret