Psykisk syg var statist for millionrøvere

En psykisk syg mand var bare stik-i-rend-dreng for de mænd, der planlagde og gennemførte danmarkshistoriens største kup til 62 millioner kroner.

Den 42-årige MK gav sig selv en absolut birolle i affæren, da han mandag i Retten i Glostrup blev afhørt om røveriet mod Dansk Værdihåndtering i Brøndby i 2008.

Langsomt og med meget rolig stemme besvarede den medicinerede mand en række spørgsmål om hans deltagelse i forberedelsen til kuppet. Da anklageren spurgte ham, hvorfor han en nat flere måneder før kuppet kørte røverne ud til firmaet, lød svaret:

- Fordi jeg fik besked på det.

- Jeg skulle køre ham, når han skulle ordne nogle ting, sagde MK og hentydede til en eksjugoslav ved navn Milo.

Han holdt vagt, mens Milo og en anden kravlede rundt på taget af Dansk Værdihåndtering og filmede ned gennem et tagvindue.

Han hjalp også Milo med at udpege en bondegård ved en nedlagt grusgrav i Sengeløse. Her blev indrettet en decideret røverhule, mener anklagemyndigheden.

I MKs kærestes lejlighed fik tre unge svenskere lov at overnatte i forbindelse med deres natlige forundersøgelser i Brøndby. Og igen var MK den tjenende ånd, når han om formiddagen mødte svenskerne, der var trætte og sultne efter at have været i sving hele natten.

- Jeg hentede mad, kokain og cigaretter og det, de skulle bruge, sagde MK.

Han var blevet lovet "rigtig mange penge" for sin bistand, fortalte han.

På et tidspunkt så han svenskerne og Milo tage et automatvåben AK 47 ud af noget plastik i lejligheden.

- Jeg tænkte, det var et farligt våben, sagde MK.

Statsadvokat Kim Christiansen ville vide, om han på det tidspunkt meldte sig ud af affæren og sagde "det her vil jeg ikke"?

- Nej, det gør jeg ikke.

Milo, som MK mødtes med bl.a. på Café Castro på Nørrebro i København, er noget af et mysterium for anklagere og politifolk, for de har ikke kunnet finde vedkommende.

MK har lavet en del hashforretninger med den medtiltalte franskmand TSM, og sidstnævnte har overfor en kvinde i Odense givet en karakteristik af MK: "Han har ikke nosser til noget og kan kun hente burgere fra McDonalds", lød det.

- Jeg følte mig forpligtet til at hjælpe, sagde MK.

Nævningesagen fortsætter frem til september.

/ritzau/

42-årig forsynede mænd, der forberedte røveri, med mad, kokain og cigaretter og var chauffør for natlige undersøgelsesture ud til Dansk Værdihåndtering

Offentliggjort Sidst opdateret