Psykotisk mand sigtes for at have stukket samlever 20 gange
Østjyllands Politi har anholdt en 60-årig mand, der sigtes for at have forsøgt at slå sin kvindelige samlever ihjel. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
60-årig fra Aarhus V. er sigtet for at ville slå sin kvindelige samlever ihjel. Beboer i opgang slog alarm.
En kvinde på 61 år blev natten til tirsdag stukket flere gange med kniv i en lejlighed i det vestlige Aarhus, oplyser Østjyllands Politi.
Kort efter anholdt betjente hendes mand på 60 år. Han sigtes for forsøg på manddrab.
Kvinden blev indlagt på hospitalet, men er ikke i livsfare, lyder det fra politiet.
Manden er af en læge vurderet til at være psykotisk, skriver Århus Stiftstidende fra et retsmøde om sagen.
Overfaldet skete i parrets lejlighed i Aarhus V. Den 60-årige sigtes for at have stukket kvinden mindst 20 gange. Hun blev ramt i hovedet, nakken, ryggen og andre steder, skriver Århus Stiftstidende.
Det var ved tretiden natten til tirsdag, at politiet fik opkald om sagen fra en anden beboer i den opgang, hvor parret bor.
Den sårede kvinde havde søgt tilflugt hos beboeren, som derefter slog alarm, oplyser politiet. Da betjentene kom frem, anholdt de manden hjemme i lejligheden.
På grund af sin tilstand kunne manden ikke være til stede i grundlovsforhøret tirsdag i Retten i Aarhus.
Dommeren mente, at der er en begrundet mistanke om grov vold og besluttede at frihedsberøve manden i fire uger. Indespærringen skal ske på en psykiatrisk afdeling, oplyser anklageren i sagen.
Så snart den 60-årige vurderes til at være rask nok, skal han deltage i et retsmøde og her gives mulighed for at udtale sig.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker