Pulver-chikane mod TDC fortsætter

En eller flere ukendte gerningsmænd fortsætter kampagnen med pulverbreve mod TDC.

Onsdag morgen blev der slået alarm i et TDC Callcenter i Sønderborg. Og senere gentog fænomenet sig på et YouSee-kontor i Aabenraa, oplyser politiet.

Tirsdag var den gal fire gange på grund af breve med hvidt pulver og teksten "This is anthrax" (miltbrand).

Truslerne har hver gang vist sig at være falske, men de udløser sikkerhedsforanstaltninger med politiudtrykning og analysearbejde af pulveret.

Tirsdag var der breve i TDC's postrum på Borups Allé i København, og der var også tilfælde hos TDC på Teglholmsgade og i en TDC butik i Ribe.

Selskabet ærgrer sig over chikanen.

- Det er en ubehagelig situation, når man er så uforberedt, sagde koncernsikkerhedschef Kurt Sejr Hansen tirsdag.

De medarbejdere, der har åbnet brevene, har fået tilbudt krisehjælp.

/ritzau/

I Sønderjylland har der igen været falske pulverbreve mod TDC og YouSee.

Offentliggjort Sidst opdateret