Råbende bankrøver stak af med penge

Politiet i Østjylland jagter to mænd, der sent onsdag eftermiddag røvede Sparekassen Østjylland i Hammel. Den ene mand stod for selve røveriet, mens kumpanen ventede i en bil, oplyser Østjyllands Politi.

Den hætteklædte røver dukkede op kort efter lukketid i banken på Østergade og smadrede en rude i indgangsdøren. Han var ikke bevæbnet, men råbte og skreg.

Det lykkedes den råbende røver at true sig til et pengebeløb, som han stak ned i en pose. Røverne forsvandt i en rød Peugeot 205 med registreringsnummer SB 59 470.

Begge røvere var onsdag aften stadig på fri fod.

/ritzau/

En hætteklædt mand røvede Sparekassen Østjylland i Hammel. Manden fik hjælp af en kumpan, der ventede i en Peugeot.

Offentliggjort Sidst opdateret