Østre Landsret har fredag stadfæstet en tidligere dom afsagt af Københavns Byret i 2008.
Retssagen handler om de sendeforhold, som Sky Radio blev tildelt med en femte landsdækkende radiokanal.
Sky Radio begyndte at sende i 2003, men gav op allerede efter to år.
Stationen har hævdet, at den ikke fik den sendekvalitet, som man var blevet stillet i udsigt. Derfor krævede stationen en kvart milliard kroner.
Omvendt har Radio- og tv-nævnet krævet 210 millioner kroner i manglende betaling af koncessionsafgift.
Og nu har Østre Landsret altså givet nævnet medhold i den langvarige strid.
Under retssagen har Sky Radio påstået, at IT- og Telestyrelsen brugte en fagligt uforsvarlig fremgangsmåde, da den teoretiske befolkningsmæssige dækning blev beregnet. Men det afvises af landsretten.
Dommerne noterer i øvrigt også, at Sky Radio ikke har iværksat konkrete undersøgelser af kanalens dækning.
Oveni de 210 millioner dømmes Sky Radio til at betale sagsomkostninger på to millioner kroner.
Spørgsmålet er dog, om staten faktisk får de mange millioner i kassen.
Tidligere har direktør for Sky Radio A/S, Kasper Krüger, sagt, at der ikke er nogen penge at hente. Selskabet har nemlig ikke midlerne.
Der blev ikke indgået en såkaldt moderselskabsgaranti i forbindelse med auktionen om adgang til den femte landsdækkende radiokanal, og derfor kan staten ikke umiddelbart gå videre med kravet mod det internationale moderselskab.
Det har professor, dr. jur. Paul Krüger Andersen, i hvert fald tidligere slået fast over for Ritzau:
- Et moderselskab hæfter ikke for datterselskabers forpligtelser. Så der skal være et særligt grundlag, hvis man skal kunne sende regningen videre til moderselskaber, har professoren udtalt.
Sky Radio sender ikke længere i Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker