Rådmand i Århus undgår straffesag

Selv om Århus Kommune har overtrådt tavshedspligten, bliver der ingen straffesag mod rådmand Gert Bjerregaard. Juristerne i Østjyllands Politi har besluttet at indstille efterforskningen.

Det var Indvandrerrådgivningen i Århus, der havde anmeldt rådmanden til politiet, fordi kommunen har fremlagt fortrolige oplysninger om boligsøgende på møder med boligforeningerne.

Problemet var, at borgerne ikke havde sagt ja til, at kommunen kunne dele de følsomme oplysninger med andre.

- Vi stopper efterforskningen nu, selv om tavshedspligten er overtrådt, siger chefanklager Marian Thomsen i en pressemeddelelse.

Politiet har ikke fundet beviser for, at videregivelsen var uberettiget, og det er netop det centrale ord i straffelovens paragraf om overtrædelse af tavshedspligten. Endvidere er der ikke grundlag for at fastslå, at Gert Bjerregaard har deltaget i den konkrete sagsbehandling.

I dag sikrer kommunen sig, at de boligsøgende giver samtykke til, at deres følsomme oplysninger gives videre til boligselskaberne.

Politiet går ud fra, at kommunens embedsmænd mente, at det var berettiget og nødvendigt at fremlægge oplysningerne.

/ritzau/

Tavshedspligten blev overtrådt af Århus Kommune, men det var ikke uberettiget, at oplysninger blev videregivet til boligselskaber, siger chefanklager.

Offentliggjort Sidst opdateret