Raketmål klager over politiet

Den 44-årige mand fra Aalborg, der efter alt at dømme blev forsøgt dræbt med en panserværnsraket, er fortørnet.

Ikke over de endnu ukendte gerningsmænd der affyrrede raketten, men over Nordjyllands Politi, der offentligt har sagt, at manden - der tidligere er idømt fængsel for en skudepisode - har forbindelse til rockere.

- Det er uanstændigt, at politiet giver oplysninger og sætter ham i forbindelse med narko og rockere, når de ikke har noget grundlag for det, siger mandens forsvarer, Michael Juul Eriksen, til Nordjyske.dk.

Politiinspektør Verner Holm vil ikke kommentere klagen, men han siger ifølge Nordjyske, at det "selvfølgelig er enhvers ret at klage".

Den 44-årige var på ingen måde i livsfare ved attentatforsøget. Panserværnsraketten ramte en kirkegårdsmur, og i øvrigt havde den 44-årige forinden pakket sydfrugterne og rejst bort.

Mandagens attentatforsøg var det tredje mod manden på halvanden måned.

Den 21. september blev han forsøgt skudt udenfor sin bolig, og den 25. september blev molotovcocktail og en krysantemumbombe kastet mod den 44-årige hus.

Den 44-årige er dog tidligere idømt to års fængsel for at have deltaget i en skudepisode ved Hotel Jutlandia i Frederikshavn tilbage i 2006.

/ritzau/

En mand fra Aalborg, der mandag angiveligt var mål for en panserværnsraket, er sur. Ikke over angrebet, men at politiet offentligt forbinder ham med rockere.

Offentliggjort Sidst opdateret