Rapport: Terrortruslen mod Danmark er fortsat alvorlig
Center for Terroranalyse (CET) er kommet med en ny vurdering af terrortruslen mod Danmark. CET er et fusionscenter, som består af medarbejdere fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Politiets Efterretningstjeneste (PET), Udenrigsministeriet og Beredskabsstyrelsen. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Fokus på sager, som kan opfattes som krænkelser af islam, kan bidrage til at skærpe terrortruslen, lyder det.
Terrortruslen mod Danmark er fortsat alvorlig.
Sådan lyder det i Center for Terroranalyses (CTA) vurdering af terrortruslen mod Danmark. Den er offentliggjort onsdag.
CTA vurderer, at terrortruslen mod Danmark fortsat er "alvorlig". Det vurderes, at militante islamister stadig udgør den væsentligste terrortrussel mod Danmark.
Når truslen er alvorlig, dækker det over, at "der er en erkendt trussel. Der er kapacitet, hensigt og planlægning".
Truslen udgår særligt fra personer, der sympatiserer med og inspireres af udenlandske militant islamistiske terrorgrupper. Det gælder særligt Islamisk Stat (IS) og al-Qaeda (AQ).
I rapporten fra CTA fremhæves det, at der har været hændelser i Danmark og i udlandet, som er blevet opfattet som krænkelser af islam.
- Vi vurderer, at det øgede fokus på sager gennem det seneste år, som er blevet opfattet som krænkelser, generelt kan bidrage til at skærpe terrortruslen mod Danmark og danske interesser i udlandet, siger Michael Hamann, chef for CTA, på Politiets Efterretningstjenestes hjemmeside.
Han understreger, "at de såkaldte krænkelsessager kan have meget forskellige forløb, hvor nogle bliver forbigået, mens andre får betydelig opmærksomhed fra militante islamister".
Terrortruslen fra højreekstremister mod Danmark er fortsat i niveauet "generel", lyder vurderingen. Truslen fra venstreekstremister vurderes samtidig som "begrænset".
2020 har været et år præget af coronapandemien, men epidemien vurderes ikke at være en væsentlig drivkraft for terrorisme i Danmark.
CTA vurderer det dog som sandsynligt, at pandemien har medvirket til at forstærke antistatslige narrativer blandt højreekstremister i Danmark.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) oplyser, at uanset i hvilket område og niveau terrortruslen ligger, kan terror fortsat ramme pludseligt, og uden at der foreligger efterretningsmæssige vurderinger eller indikationer på det.
Center for Terroranalyse er et fusionscenter, som består af medarbejdere fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), PET, Udenrigsministeriet og Beredskabsstyrelsen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde