Receptrøver truer læge med pistol

En læge i København er blevet udsat for røveri, hvor en mand pegede på ham med en sort pistol.

Røveriet er sket torsdag formiddag i lægens praksis på første sal på Vesterbrogade 55, oplyser politiet.

Manden med pistolen forlangte at få udleveret recepter og stak derefter af i løb.

Politiet er overbevist om, at han er stofmisbruger eller kommer i det miljø.

Han er først i 20'erne og var iført en elefanthue, en sort nylonjakke med gråt på ærmerne og sorte bukser.

Betjente har ledt efter manden, der beskrives som dansker, på nogle af de steder, hvor stofmisbrugere samles.

Ingen er kommet fysisk til skade ved røveriet, oplyser politiet.

/ritzau/

I lægepraksis på Vesterbro i København forlangte røver recepter, før han stak af.

Offentliggjort Sidst opdateret