Regeringen: Sharia-vielser skal forbydes

Regeringen vil tirsdag ved middagstid fremlægge en række forslag til stramninger af straffeloven i forbindelse med muslimske tvangsægteskaber, eller såkaldte sharia-vielser.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi sidestiller denne form for religiøse vielser med tvangsægteskaber, siger justitsminister Morten Bødskov (S) til TV2 Nyhederne.

I forvejen kan man straffes med fængsel i op til fire år for at tvinge nogen til at indgå ægteskab.

De religiøse tvangsægteskaber - uden borgerlig gyldighed - er imidlertid ikke omfattet af loven, men det vil regeringen nu lave om på.

Regeringen vil også stille de imamer, der står bag tvangsvielserne, til ansvar. Derfor foreslår man, at de muslimske præster skal kunne udvises af Danmark.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) siger til TV2 Nyhederne, at regeringens intention er at sikre alle menneskers ret til frihed.

- Alle skal have de samme rettigheder, når man bor i Danmark. Så er det altså ligegyldigt, om man har muslimske forældre. Man skal have de samme frihedsrettigheder, siger hun.

Over for Berlingske uddyber ministeren, at man "aldrig nogensinde skal blive tvunget ind i et ægteskab imod sin egen vilje":

- Derfor har vi nu lavet en strategi, der skal klæde fagfolk på, så de kan hjælpe de unge, og vi giver mulighed for, at vi kan udvise imamerne, hvis de vier folk imod deres vilje.

- Vi ændrer straffeloven, så man også kan straffes, hvis man har tvunget nogen til at indgå et religiøst ægteskab, selvom det ikke har gyldig lovlighed, siger Karen Hækkerup til Berlingske.

TV2 Nyhederne har mødt en marokkanskfødt kvinde, som har oplevet et tvangsægteskab. Kvinden fortæller, at hun blev lokket til Marokko som 15-årig, hvor hun blev narret til at skrive under på et giftermål med sin 10 år ældre fætter.

- Jeg skriver under, fordi jeg ikke tør andet. Jeg fik at vide, at alt var klart, og at jeg ikke bare kan sige nej, siger hun.

Kvinden var gift med sin fætter i et år, før hun fik ham overtalt til en skilsmisse ved at betale ham 4000 kroner om måneden i 18 måneder.

Ifølge TV2 Nyhederne hilser Dansk Islamisk Center regeringens forslag velkommen.

/ritzau/