Rejsekortautomat udløste vrede: 15-årig nær skubbet ned på skinnerne

En 72-årig havde nær skubbet en 15-årig ned på skinnerne på Maribo Station. Arkivfoto: Anders Knudsen

En rejsekortautomat var tilsyneladende årsagen til, at en 15-årig nær var blevet skubbet ned på skinnerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvorfor en 72-årig mand havde set sig sur på en 15-årig, beretter Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis døgnrapport intet om.

Men faktum er, at det kunne være endt meget værre, end det gjorde.

En patrulje kørte torsdag aften klokken 21:44 til Maribo Station, da politiet havde fået en anmeldelse om uro ved banegården.

Tilsyneladende havde der været en konflikt over en rejsekortautomat.

Den ældre mand havde skubbet den 15-årige så kraftigt, at han mistede balancen. Og da der ikke er langt fra automaten til skinnerne, var det lige ved, at han var faldet ned fra perronen.

Heldigvis kom den unge mand dog ikke noget til.

Politiet valgte at sigte den 72-årige mand uden fast bopæl for at overtræde ordensbekendtgørelsen.