Rejseselskab: Alle gæster er glade trods knivstik

Trods nattens knivstikkeri i Prag er de unge danskere, der onsdag planmæssigt kører hjem til Danmark, glade, lyder det fra Daniel Straub, chefguide hos rejseselskabet Rejsemægleren.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Alle gæster er glade, der er en tryg stemning i Prag. Der er politi i gaderne, og det er et sikkert sted at opholde sig, siger han.

Natten til onsdag blev en ung dansk mand stukket i armen på Hotel Panorama i Prag. Ifølge Daniel Straub har manden det efter omstændighederne fint.

Rejseselskabet oplyser, at de i løbet at de næste par timer sender 4500 unge danskere hjem, men det sker helt efter planen, understreger Daniel Straub.

- Hjemsendelsen har intet at gøre med knivstikkeriet. Jeg kan bekræfte, at den unge mand ligger på hospitalet. Han er blevet stukket i armen og har det efter omstændighederne meget fint, og alle er underrettet, siger han.

Danmarks ambassadør i Prag, Christian Hoppe, bekræfter, at der har fundet et knivstikkeri mellem danske unge sted i byen.

Også Christian Hoppe regner med, at offeret formentlig kan udskrives inden for kort tid.

Ifølge Christian Hoppe var den unge danske mand, der blev stukket, i den tjekkiske hovedstad for at holde vinterferie.

- Han er indlagt på hospital, hvor han er under behandling. Vi har besøgt hospitalet, og han er stabil og uden for livsfare og kan formentlig udskrives inden for et relativt kort tidsrum, siger Christian Hoppe.

Den danske ambassade blev kontaktet efter episoden på hotellet, og tjekkisk politi har efterforsket siden de tidlige morgentimer.

Det er endnu uvist, om politiet kender noget til gerningsmandens identitet, eller om knivstikkeriet har nogen forbindelse til det knivoverfald på en anden dansker, der fandt sted på en natklub i Prag for to dage siden.

/ritzau/